Forestil dig, om du vil, en setting af fugtige kældre, tomme varehuse, forladte fabrikker og andre af industrialiseringens fallitboer. Det er her arven efter 90ernes illegale ravekultur har hjemsæde, om ikke i krop, så i ånd. Den engelske regering prøvede at stoppe en hel ungdomskultur med lovgivning (Criminal Justice Bill), men fejlede, og siden da har musikken taget til genmæle, i skumle kælderklubber og sværindustrielle venues, hvor luftens beskedne, men livsnødvendige, iltindhold fortrænges af vrede, boblende “liquid” basslines, grænsende til det atonale; de pumper tilstrækkelig energi gennem luften til at forskrue ens indvolde og til at sætte en stopper på alle forsøg på rationel tanke.
Det er gloriøse 72 dpi, udtræk af 33 og 45 rpm, digital forvrængning på sit absolutte højdepunkt, tunge, friskt skårne spor i en acetat eller dubplate, varm vinyl der kan friste både næse, øre og øjne, lyden af endeløse rækker af turbiner, stålvalseværker og smeltedigler og kogende bassbins, våd og varm beton der lægger sig som en beskyttende grød omkring ens trommehinder, som kan friste mellemgulvet over evne mens man jager gennem natten, forfulgt af ustoppelige rotorblink med tilhørende sirener og lov; som modstrider sund fornuft og drager så meget desto mere, mod mere af det samme, mere forfald og mere afmagt overfor systemet, indtil det hele når et punkt hvor den eneste måde at fortsætte på er at give los, kaste anker og gå ombord. Om bord på en sær og modbydeligt håbløs fremtid. Men det er ikke en offerrolle som musikken byder på, tværtimod er det et løfte om at du vil føle dig farlig; at du kan gøre en forskel i det store billede, omsluttet af kredsende, jagende baslinier og drivende snares og hi-hats er det for et øjeblik individdet og selvet det er truslen mod det frygtede maskin-etablissements anti-humanisme.
Det er oprør mod det projicerede samfund, ja, men det rækker også videre end som så. Det er også en protestaktion mod alt for megen massekultur. Det er ikke tilfældigt at 12” vinyl er D’n’Bs hovedmedie; der er stadig en eksklusivitet i den holdning tilbage der sikrer at D’n’B aldrig vil lide Hip-Hops kommercialiserede skæbne, at popularitet ikke kan udvikle sig til pop-musik, og her er netop linket til resten af den engelske street-scene (i skrivende stund musik som eksempelvis grime, uk garage, d’n’b og r’n’b) Der er en vis overlapning mellem Drum ‘n’ Bass og Dubstep, ikke kun i publikum (næsten alle Dubstep-entusiaster der har ytret sig på nettet er også Drum ‘n’ Bass tilhængere), men også i selve etosen som de to scener repræsenterer, de circa 50 BPMs forskel til trods. Det er en urban ting, ingen tvivl om det, men det er urbant i en arkitektonisk forstand snarere end stilmæssig/kulturel forstand. Og det er i højestegrad en forfalds-æstetisk ting. Idealet der stræbes efter er en strukturel og lyd-arkitektonisk konstruktion. Det er ingeniøren (produceren) der er helten, i et omfang ikke set siden før King Tubby blev skudt. (Gadeironisk militærjargon og oprørs-religiøst Jamaikansk Patois (blood and fire) går hånd i hånd i det her univers. Stemmer som Marcus Garvey og H.I.M. Haile Selassie går ikke uhørt forbi, D’n’B kommer jo netop gennem Ragga, Dancehall, Reggae og Rocksteady/Ska/Lovers Rock.)
Det er ikke en bevidst thrillseeker-kultur, men når det underforståede fælles-emne er jordens maskinelle undergang, kan der nemt gå drengerøv i den, og det er sjældent at det har en klædelig udgang, men heldigvis er der modne kræfter på spil, folk som Source Direct, Teebee, Concord Dawn og Klute føjer musisk sensibilitet til vanviddet i Techstep D’n’Bs binær: trommer og bas. Der er ikke meget musik der kan hamle op med Techstep når de kommer til totaloplevelse og brutalt effektive virkemidler. Det er et katharsisk sansebombardement uden lige, et eksperiment i hvor meget en diamantnål i en acetat-rille kan påvirke menneskekroppen. (180 bpm? Typisk Techstep tempo og typisk puls under ekstrem anstrengelse. Det er ikke noget tilfælde.)
Hvis jorden skulle gå under i morgen, så er jeg forberedt; jeg har en playlist i Itunes der hedder “Jordens Undergang”, det ville jo være bittert ikke at have et soundtrack klar til den yderste dag. Her er nogle af højdepunkterne fra playlisten:
Black Sun Empire: Arrakis
Black Sun Empire: Firing Squad
Teebee: The Gateway
Pendulum: Vault
Pendulum: Another Planet (vip)
Concord Dawn: Cloud City
Concord Dawn: Morning Light (klute remix)
Gode labels at begynde med:
Renegade Hardware
Certificate 18
Infrared Recordings
Acetate Recordings
Red Light Records
Subtitles
Science
This article was written for sukkerspray.dk and this is why it's in danish. Unfortunately I can't be bothered to translate it.