Godeftermiddag, og tak fordi I alle er kommet for at se Foreningen for Boghåndværks udstilling af årets bogarbejde.
Siden xylograf Hendriksen i 1888 stiftede vores forening, har vi stræbt efter at indkredse hvad der udgør den gode bog. Jeg vælger at se årets bogarbejde som et debatoplæg til hvad der udgører den gode bog netop nu, og netop nu er det specielt den gode brugsbog, hverdagsbogen, der efterlyses, og det er hverdagsbogens tilstand der beklages.
I sin åbningstale for årets bogarbejde spurgte Tor Nørretranders hvorfor Foreningen for boghåndværk ikke slås for at gøre den almindelige bog bedre?
Mit svar er, at det gør vi også. Hver især. Foreningen er fyldt med dygtige fagfolk der kæmper for deres håndværk og for bogen.
Men sagen er, at så længe de teknisk dårlige bøger bliver solgt, vil der være nogen der laver dem. Årets bogarbejde har til formål at skabe opmærksomhed om den dansk- producerede bog, dens design og tekniske kvalitet samt at hædre fagets udøvere. Og det er på den måde vi kæmper for den gode bog, ved at holde de mange fremragende bøger der bliver produceret frem, som eksempel til efterfølgelse, og som en prøve på hvor gode bøger kan være, for dem som kun kender til discount-bogen.
Det er den eneste måde vi reelt kan kæmpe for den jævne bogs vilkår, ved at ændre forbrugernes holdning så den teknisk dårlige bog ikke længere accepteres.
Jeg vil gerne slutte af med at opfordre alle bogvenner; fagfolk og bogbrugere til at glæde sig
ved den gode bog
ved den læsevenlige sats
ved det smukke bind
ved det velredigerede manuskript
ved den levende tekst
og ved alle de andre kvaliteter
der har gjort den gode bog til en central meningsbærende enhed i vores samfund.
God Fornøjelse med udstillingen!
This is my opening speech for the exhibition of this years book-craft